Cases

Lifestyle & Design Cluster

Sydkorea: Ikke first movers, men virkelig fast followers

Lifestyle & Design Cluster tog til Sydkorea for at udvide horisonten sammen med flere virksomheder. Sydkorea blev da også en øjenåbner.

 

– Det er vildt, hvordan sydkoreanerne rykker på tingene, når de først er der. De får måske ikke selv ideerne til innovation, men de tager det ekstremt hurtigt til sig, når de bliver præsenteret for nye ting. Det kan vi klart lære noget af i Danmark, siger Heidi Svane Pedersen, projektleder hos Lifestyle & Design Cluster.

 

Sydkoreanske firmaer går utrolig hurtigt på markedet – og det virker. Noget så relativt simpelt som dametasker med solceller på siden, der kan oplade mobiltelefonen, sælger virkelig godt, og Samsung Fashion oplever fremgang med deres ”human fit”-brand. Også selvom det i skandinavisk optik kan ligne ufærdige varer. 

 

Disruption og dedikation

Det kan lyde mærkeligt, men i Sydkorea er det IKEA, der disrupter markedet. Ikke nok med, at de har introduceret koreanerne for et helt nyt ord, nemlig ”hygge” og dettes betydning, så har de også introduceret lige løn og lige vilkår til de samme jobfunktioner.

 

Sydkoreas fjerdestørste by, Daegu, var engang hjemsted for landets tekstilproduktion. Men så overtog andre lande meget af den produktion. Så Daegu genopfandt sig selv. Nu fokuserer de på teknologi i tøj og tekstiler. Samsung er inde i billedet, mens der også arbejdes intensivt med at matchmake nye start up-virksomheder med etablerede brands for konstant at drive udviklingen frem. Både regeringen, Samsung og diverse fonde støtter byens erhvervsliv.

 

Konkret læring med hjem i kufferten
Én af deltagerne på turen var CEO Christopher Silcowitz fra Kabooki, der producerer og sælger børnetøj under brandet LEGO kidswear. Han tog med på studieturen for at opleve, hvordan Sydkorea er som forretningsland.

 

– Studieturen til Sydkorea gav os en markedsindsigt og gode vinkler på, hvad det vil sige at gøre forretning i Sydkorea. Vi har efterfølgende besluttet os for at etablere et samarbejde med en distributør i Sydkorea, siger han og understreger tilfredsheden med turen.

 

Fakta: Turen var initieret under UFM/SUI’s Pilotprojekt 2016 om samarbejde mellem ICDK og de danske innovationsnetværk. Turen var en studietur med fokus på smarte tekstiler og livsstilsmarkedet. På turen deltog to vidensinstitutioner og otte danske virksomhedsrepræsentanter. Der var foruden besøg til Daegu, Samsung, to universiteter og diverse skandinaviske etablerede brands arrangeret en innovationscamp, hvor de danske virksomheder kunne møde vidensinstitutioner, entreprenører, der er stærke på tekniske tekstiler, og andre mulige samarbejdspartnere. 

Cluster Excellence Denmark | Havnen 66, Lemvig | Admiralgade 15, 2., Kbh K.| info@clusterexcellencedenmark.dk