Cases

Produktionsteknologi, materialer og design

VIKING fik sikret innovationsprocessen til lands og til vands

Den danske producent af sikkerhedsudstyr til hav og brand VIKING ønskede at skærpe fokus på innovation. Derfor sendte virksomheden en flok medarbejdere på designkonsultation i Kolding. På én dag tog virksomhedskulturen et kvantespring.
 

– Hos VIKING har vi en nulfejlskultur. Vi producerer sikkerhedsudstyr, og derfor skal vores produkter virke. Vi har 100% kontrol i alle faser. Det er svært at få til at hænge sammen med almindelig produktudvikling, hvor man skal turde fejle for at finde nye løsninger. Det fortæller Merete Erenskjold Kristensen, Manager af forretningsenheden PPE Engineering Water ved VIKING og dermed ansvarlig for udvikling af sikkerhedsbeklædning til havs.
 

Som udviklingschef var hun blandt deltagerne på en workshop arrangeret af D2i – Design to innovate, med det formål at give VIKING nye værktøjer til produktudvikling. Værktøjer, der både kunne kombinere radikal nytænkning med gældende specifikationer.
 

– Vi har altid været superstærke på de funktionelle aspekter af design, fortæller Merete Erenskjold Kristensen og forsætter:
 

– Vores produkter skal opfylde en lang række lovkrav, og det fungerer rigtigt godt lige nu. Men hvordan vil markedet se ud om fem eller ti år? Vi vil gerne blive bedre til at arbejde med innovation, men vi manglede input til, hvordan vi kunne få fat i hele virksomhedskulturen og få skabt mere helhedstænkning i forhold til produktudvikling.
 

Helt nye måder at arbejde på

Samarbejde på tværs i virksomheden blev et omdrejningspunkt i tilrettelæggelsen af designkonsultationen, fortæller Kim Aagaard Holm, designkonsulent og facilitator af workshoppen, hvor deltagere fra flere afdelinger deltog:
 

–Viking skulle finde ud af, hvad det var, de var gode til i de forskellige afdelinger. Derfor lavede vi en øvelse bestående af flere værktøjer sammensat i en proces, som vi kaldte ’The Next Big Viking Thing’.  Her skulle de blandt andet prøve at lave en prototype på en time. Det var utroligt effektivt til at illustrere parathed og fastholdelse af fokus i en udviklingsproces,  siger han.
 

Og netop den øvelse fremhæver Merete Erenskjold Kristensen også som noget, hun særligt husker:
 

– Alle var på udebane den dag, og det førte til, at vi begyndte at sætte nogle fælles ord på vores arbejde. Vi legede os igennem en masse ting, så der blev åbnet op for en masse kreativitet. På et tidspunkt skulle vi fremlægge vores ideer via rollespil, og så sad min kollega pludselig der med paryk på og grinede. Vi foretog simpelthen et ordentligt ryk den dag, fortæller VIKING-manageren.
 

Virksomheden har nu fået en innovationsbuffer, hvor det er tilladt at fejle. Noget, som blev hjulpet på vej af designkonsultationen med D2i.
 

– Vi har skabt nogle rum i udviklingsfasen, hvor der er plads til leg og læring, og til at lave fejl. En sandkasse, hvor vi kan blive klogere på fejlene, inden produktet skal være 100% fejlfrit og frigives. Det har været svært at åbne op for, at man tør fejle i en nulfejlskultur, men designkonsultationen var med til at åbne op. Her blev vores arbejdsmåde udfordret. Vores udviklingsproces er nu blevet delt op i faser, hvor vi arbejder med åbne og lukkede faser. På den måde har vi fået en øget bevidsthed om, hvornår man godt må fejle, og hvornår man skal lukke processen ned og eliminere fejl. Vi føler, at vi har øget innovationen, siger Merete Erenskjold Kristensen.

 
Læs mere om D2i - Design 2 innovate

Cluster Excellence Denmark | Havnen 66, Lemvig | Admiralgade 15, 2., Kbh K.| info@clusterexcellencedenmark.dk