Cases

Interactive Denmark

CPH MatchUp: Matchmaking til den danske spilbranche

Med et internationalt matchmaking-event i København har den danske klynge Interactive Denmark skabt nye forbindelser mellem spilstudier, investorer og spil-publishere fra hele verden og trukket investeringer til den danske spilbranche.

 

Den danske computerspilbranche har udviklet sig nærmest eksplosivt de seneste 10 år, med en samlet omsætning der er næsten tredoblet i perioden. Men i takt med, at virksomhederne i vækstlaget vokser sig større og bliver mere modne, har det sat fokus på manglen på både investorer og spil-publishere, som er nødvendige for at løfte den danske spilbranche op på det næste niveau, hvor væksteventyret kan fortsætte.
 

Det er baggrunden for det store matchmaking-event CPH MatchUp. Et 2-dages event der bringer danske spilvirksomheder sammen med investorer og publishere fra hele verden for at sikre branchen adgang til den nødvendige kapital til vækst og for at udvikle internationaliseringen af virksomhedernes netværk.

 

Stor interesse fra udenlandske investorer

Over 30 udenlandske investorer fra storfirmaer deltog i den seneste udgave og dannede det stærkeste lineup af spilinvestorer nogensinde samlet på dansk grund med firmaer som EA, SONY, SEGA, Scopely, Coffeestain Publishing, Wired Productions, Perp Games, Deck13, THQ Nordic, Nordisk Film Games, Nintendo, Microsoft/Xbox mfl. i front. Alle med ønsket om at møde en dansk spilindustri i vækst.

 

- Den danske spilbranche oplever en større og større interesse fra udenlandske investorer. Jeg tror, at investorerne har fået øjnene op for det massive talent, som spirer frem fra vores lille land, og samtidig ser vi en branche, der bliver mere og mere professionel, siger Sofie Filt Læntver, projektchef i Interactive Denmark.
 

Forfriskende og innovativ tilgang til matchmaking

Baseret på både private møder hos spilstudierne og et stort speed-dating event i den gamle børsbygning i København og med en mission om at skabe en både effektiv og personlig oplevelse for den enkelte investor, har CPH MatchUp allerede skabt gode resultater, med nye investeringer i branchen der kan ledes direkte tilbage til CPH MatchUp. Og med feedback som nedenstående fra en af verdens største spil-publishere er Interactive Denmark ikke i tvivl om, at det kun er begyndelsen:

 

- Thank you very much for organizing this event. It was FANTASTIC! Really enjoyed the format. Your approach is not only refreshing and innovative, it actually is what everyone else should be doing at these events, siger Bobby Wertheim, Senior Content Manager, SEGA Europe Ltd.
 

Cluster Excellence Denmark | Havnen 66, Lemvig | Admiralgade 15, 2., Kbh K.| info@clusterexcellencedenmark.dk