Cases

INBIOM, Innovationsnetværket for Bioressourcer

To kilo insekter blev til virksomhed med millioninvestering i ryggen

Virksomheden Enorm har på få år taget rejsen fra hobbyprojekt til seriøs produktionsvirksomhed. Ambitionen er, at både mennesker og dyr skal spise mad baseret på larver og insekter, og allerede nu kan larveknækbrød og insektsnacks købes i bl.a. Føtex og Bilka.

 

Det hele startede med to kilo larver i Lasse Hinrichsens sejlbåd i Aarhus Lystbådehavn. Larverne blev indkøbt, fordi Lasse havde en drøm om at kombinere iværksætteri og bæredygtighed i et projekt, der ville gøre en forskel i verden.

 

- Der er så meget snak om bæredygtighed, og om hvordan insekter kan hjælpe os med at løse nogle af de udfordringer, vi har med proteiner og klima i dag og i fremtiden. Men der er meget få, der reelt gør noget ved det. Jeg har altid haft en iværksætter i maven og haft lysten til at starte mit eget projekt, og derfor sprang jeg bare ud i det, siger Lasse Hinrichsen, founder af virksomheden Enorm.

 

Netværk, der hjælper
Lasse Hinrichsen tog skridtet videre og fik kontakt til Jacob Mogensen, netværksleder for Innovationsnetværket for Bioressourcer (INBIOM), der hjalp ham videre med sparing omkring konceptet og den yderligere udvikling – herunder tiltrækning af offentlig funding.

 

Lasse Hinrichsen blev medlem af INBIOMs undernetværk, Dansk Insekt Netværk, og det blev skelsættende for Enorm. Her mødte han nemlig den tideligere svineproducent og investor Carsten Lind Pedersen og hans datter Jane Lind Sam.

 

- Carsten og Jane var allerede interesserede i alternative proteinkilder og havde rettet blikket mod insekter, så vi faldt hurtigt i snak og fandt fælles fodslag, fortæller Lasse Hinrichsen.

 

En del af noget større
Kort tid efter købte Carsten Lind Pedersen og Jane Lind Sam sig ind i Enorm, og med en betydelig millioninvestering i ryggen tog udviklingen i virksomheden for alvor fart. Carsten Lind Pedersen blev ny CEO for Enorm og købte en tidligere kyllingefarm i Flemming ved Horsens, der blev gennemgående renoveret for at kunne huse larveproduktionen.

 

I dag er Enorm daglig arbejdsplads for otte medarbejdere og har for alvor sat gang i larveproduktionen i første kvartal af 2019. Enorm er stadig en del af INBIOM og Dansk Insekt Netværk.

 

- Vi bruger netværksaktiviteterne til at synliggøre vores projekt og tilegne os relevant viden, og endeligt får vi hjælp i forbindelse med ansøgninger til de offentlige fonde, som indtil nu heldigvis er faldet positivt ud, fortæller Lasse Hinrichsen.

Cluster Excellence Denmark | Havnen 66, Lemvig | Admiralgade 15, 2., Kbh K.| info@clusterexcellencedenmark.dk