Cases

Lifestyle and Design Cluster

National Cirkulær Økonomi Hub: Et tværfagligt successamarbejde

Bæredygtighed er en global udfordring – og en udfordring, man ikke kan løse alene.

 

Nogenlunde således lød mantraet, da vi i 2017 søsatte National Cirkulær Økonomi Hub (CØ Hub). Et projekt, hvis primære fokus gik på at højne niveauet af cirkulær økonomi i dansk erhvervsliv – og allerhelst på tværs af de mange forskellige brancher, som alle kan bruge hinandens viden og overskudsmaterialer. På dette tidspunkt var der dog ganske få, der havde set potentialet i det.

Det ændrede CØ Hub på.

 

Seks innovationsnetværk og to GTS’er gik sammen for at skabe de synergier, som cirkulær økonomi rummer. Og netop de synergier, der blev skabt med de tværfaglige samarbejder, er hele humlen i CØ Hub.

Fire forskellige indsatsområder har været på dagsordenen i form af Tøj, Tekstil og Træ, Bygge og Anlæg, Plast og Emballage samt Fødevarer og Landbrug. Det har afstedkommet flere forskellige samarbejder på tværs af sektorer, men også samarbejder mellem offentlige myndigheder og private virksomheder.

Det faktum har været én af de store styrker i CØ Hub, forklarer Isabella Holmgaard, der er projektleder på CØ Hub.

 

Tværfagligt samarbejde er en forudsætning for en optimal grøn omstilling. Alle kan bidrage med vigtig knowhow og ekspertise, så vi sammen kan udvikle os i en mere bæredygtig retning.

Smukfest, Danmarks andenstørste festival, har med CØ Hubs hjælp fået markant mere blod på bæredygtighedstanden, mens uddannelsesinstitutionen VIA er begyndt at implementere tankegangen fra cirkulær økonomi i sine uddannelser.

 

- Projekter med samskabelse på tværs mellem virksomheder, vidensinstitutioner, fagligheder og brancher skubber på udviklingen samtidig med, at det skaber vækst via den viden og faglighed der ligger på tværs af samarbejdet. Det er grøn vækst som drivkraft for den cirkulære omstilling – også hos Smukfest, siger Hanne Tokkesdal, der står for Smukfests bæredygtige initiativer.

Også Thomas Østergaard, Lektor på VIA, mener, at CØ Hub har bidraget positivt til et tværfagligt samarbejde.

- Potentialet for cirkulær økonomi i uddannelser er enormt. Vores undervisning tager nu blandt andet afsæt i FN’s 17 Verdensmål, hvilket betyder, at vi uddanner de studerende til at tænke i cirkulære økonomiske baner, som kommer til at spille en rolle i alle brancher. Derfor er tværfaglige samarbejder så effektive.

 

Om Cirkulær Økonomi Hub
National Cirkulær Økonomi Hub er finansieret af ordningen: strategiske temaer udbudt af SIU og begyndte primo 2017 og er nu rammen om alle de cirkulære aktiviteter i Lifestyle & Design Cluster.  I projektets første indsatsområder har seks forskellige innovationsnetværk i form af InnoBYG, INBIOM, Innovationsnetværk for Miljøteknologi, Dansk Materiale Netværk, CLEAN, FoodNetwork og Lifestyle & Design Cluster, hvoraf sidstnævnte har fungeret som tovholder. De to GTS’er er DHI og Teknologisk Institut.

Cluster Excellence Denmark | Havnen 66, Lemvig | Admiralgade 15, 2., Kbh K.| info@clusterexcellencedenmark.dk