05-05-17

Guld til Odense Robotics

Den fynske robotklynge, Odense Robotics, har opnået det EU-certificerede Gold Label - den højeste anerkendelse klyngeorganisationer kan få. Med guld-certifikatet rykker Odense Robotics officielt ind i den internationale superliga af klynger. En status, der skaber stor værdi for klyngens virksomheder i forhold til tiltrækning af udviklingsmidler, arbejdskraft, samarbejdspartnere og kunder.

 

Fremover kan Odense Robotics kalde sig for en guld-klynge. Med certificeringen får den unge robotklynge et kvalitetsstempel, der sætter streg under Odenses position som internationalt centrum for robot- og automationsteknologi.

 

- Det er usædvanligt, at en klynge-organisation, med kun 2,5 år i bagagen, opnår en guld certificering. Det er ikke ofte, vi oplever det, siger Merete Daniel Nielsen, director Cluster Excellence Denmark.

 

ESCA - European Secretariat for Cluster Analysis - står bag certificeringen og en omfattende auditering af 31 kriterier fordelt på robotklyngens størrelse, styring, finansiering, services og resultater. I evalueringsrapporten står blandt andet: ”Odense Robotics er et interessant eksempel på en klyngeudvikling, der startede fra et politisk synspunkt. Særligt etableringen af Odense Robotics StartUp Hub er en fremragende succeshistorie og et fyrtårnsprojekt, der tiltrækker lovende startups og bidrager til det regionale økosystem.” 

 

Læs hele pressemeddelelsen fra Odense Robotics

 

Læs fakta om guldcertificering af Odense Robotics

Cluster Excellence Denmark | Havnen 66, Lemvig | Admiralgade 15, 2., Kbh K.| info@clusterexcellencedenmark.dk