Danmark er netop kåret som vinder af årets udgave af European Innovation Scoreboard, hvor blandt andet EU-landene dyster på deres forsknings- og innovationsperformance. Danmark overgår sidste års vinder Sverige og er nu det stærkeste EU-medlemsland ift. forsknings- og innovationsperformance.
European Innovation Scoreboard (EIS) er en årlig sammenligning af en række landes forsknings- og innovationsperformance, og rapporten for 2023 er netop udgivet. I rapporten måler Europa-Kommissionen landene på 32 forskellige indikatorer bl.a. rammebetingelser i form af en højtuddannet befolkning, attraktive forskningssystemer og investeringer i forskning, digitalisering, adgang til venturekapital og innovationsaktiviteter. I år vurderes Danmark samlet set til at være det stærkeste EU-medlemsland ift. innovationsperformance. Danmark opnår førstepladsen i den bedste gruppe af lande – Innovation Leaders – og overgår lande som Belgien, Holland, Finland og Sverige, som i en årrække var bedst i innovation.