Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har åbnet en ny ansøgningsrunde under netværksprogrammet, Global Innovation Network Programme (GINP), som blev lanceret sidste år. Programmet kan bl.a. søges af klynger.
Formålet med GINP er at give øget værdi til det danske økosystem inden for forskning og innovation og være med til at øge den globale virkning af dansk forskning og videnbaseret innovation på specifikke områder med et betydeligt innovationspotentiale. GINP gør det muligt for ansøgere at danne nye netværk, alliancer og platforme med internationale partnere samt styrke eksisterende og veletablerede internationale netværk, alliancer og platforme.
Programmet kan søges af de nationale klyngeorganisationer og en række forskellige videninstitutioner. Det er åbent for netværksskabende aktiviteter inden for alle videnskabelige, innovative og teknologiske områder, men prioriterede områder er den grønne omstilling, sundhed og life science samt digitalisering og ny teknologi. Netværksskabende aktiviteter er workshops, seminarer og konferencer; sommer- og vinterskoler; delegationsrejser og længerevarende ophold.
Ansøgningsfristen er den 15. august 2023. Der kan søges om op til kr. 750.000 + overhead pr. ansøgning. Der er sat op til 14,75 mio. kr. af til programmet i 2023.
Se call-teksten og find links til skabeloner og ansøgningssystem: